Historisk oversigt
Helsingfors-slutakten
Konferencen om Sikkerhed og Samarbejde i Europa (CSCE) blev grundlagt i 1975, da 35 europæiske lande samt USA og Canada underskrev den såkaldte Helsingfors-slutakt. Den skulle udgøre grundlaget for øget dialog mellem øst og vest under den Kolde Krig. Man enedes om at samarbejde på de tre overordnede områder: 1) det militære 2) det økonomiske, samt 3) det menneskelige, som omfattede grundlæggende rettigheder, menneskelige kontakter og informationsudveksling mellem øst og vest.
Slutakten blev et vigtigt holdepunkt for bl.a. menneskerettighedsgrupper i de kommunistiske lande, der lagde et internt pres på deres ledere om at overholde de forpligtelser, som de havde påtaget sig i Helsinki. CSCE spillede dermed en stor rolle for den demokratiske protestbevægelse, der førte til Murens fald.
CSCE-processen og Murens fald
I årene der fulgte blev CSCE-processen i vidt omfang et spørgsmål om at overholde forpligtelserne i slutakten. Det skete gennem såkaldte opfølgningsmøder og en række ekspertmøder om bl.a. tillidsskabende foranstaltninger, menneskerettigheder, samt videnskabeligt og kulturelt arbejde.
Den Kolde Krigs ophør ændrede det sikkerhedspolitiske landskab, som CSCE havde befundet sig i, og skabte mulighed for nye, vigtige tiltag. De deltagende lande kunne således nå til enighed om grundlæggende principper om demokrati, markedsøkonomi og respekt for menneskerettighederne. Disse principper er fastlagt i bl.a. Wien-slutdokumentet fra 1989, København-slutdokumentet fra 1990 samt ”Charteret for et nyt Europa”, der blev vedtaget i Paris 1990. Som resultat af Paris-mødet vedtog parlamentarikere fra de deltagende lande i 1991 ligeledes at oprette CSCE’s parlamentariske forsamling.
OSCE bliver til
På topmødet i Budapest i 1994 tog CSCE navneforandring til Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE). Opgaverne var i stadig stigende grad blevet fokuseret på i praksis at forebygge og søge at løse de konflikter, der opstod efter omvæltningerne i Europa i starten af 1990’erne. OSCE udviklede sig fra at være en normdanner til også i høj grad at være en feltorganisation. Den første større mission blev åbnet i Bosnien-Herzegovina, hvor OSCE i Dayton-fredsaftalen blev tildelt en central rolle. OSCE har i dag flere feltmissioner i Syd- og Sydøsteuropa, Kaukasus og Centralasien. Den største er den særlige monitoreringsmission (SMM) i Ukraine, hvor missionen dagligt bidrager til at mindske spændinger på landjorden og til at fremme fred, stabilitet og sikkerhed.
På topmødet i Istanbul i 1999 blev rammen for OSCE’s fremtidige rolle defineret i ”Charteret for Europæisk sikkerhed”. OSCE skulle fokusere på civil konfliktforebyggelse, herunder igennem sine missioner i en række af Europas konfliktområder. Samtidig blev mulighederne for OSCE’s rolle i politirelaterede operationer udvidet. OSCE’s rolle i forbindelse med fredsbevarende operationer blev klarlagt til først og fremmest at foregå gennem organisationens omfattende mæglings- og demokratiseringsindsatser – i tæt samarbejde med FN, NATO, EU og Europarådet.
I tilslutning til topmødet i Istanbul underskrev de 30 CFE-deltagerstater en tilpasset udgave af CFE-traktaten, som i stedet for militær balance mellem to blokke havde stabilitet som bærende princip. Traktaten fastsætter nationale lofter for jordbaseret traktatbegrænset materiel (kampvogne, pansrede kampkøretøjer og artilleri) indenfor traktatens anvendelsesområde (OSCE-området uden USA, Canada eller Rusland øst for Ural).