Gå til indhold

D. 16. maj 2021 deltog Danmarks ambassadør i Østrig, René Dinesen, i den årlige minde- og befrielsesceremoni ved den tidligere koncentrationslejr Mauthausen

Lejren blev oprettet  i 1938, i nærheden af byen Linz og blev befriet af amerikanske tropper i 1945. Den lå nær et stenbrud og fangernes arbejde bestod især i at hugge sten ud, der skulle bruges til veje og bygninger. Mauthausen var berygtet for sin usædvanlige brutalitet, idet fangerne, der boede under forfærdelige forhold enten arbejdede sig til døde eller blev mishandlede på andre måder. Det er uklart, hvor mange der omkom i lejrene, men man regner med ca. 90.000 mennesker, hvor især sovjetborgere og jøder var blandt ofrene. Der eksisterede op til 110 små underlejre af Mauthausen rundt omkring i Østrig, hvor fangerne udførte mange forskellige former for hårdt fysisk arbejde fx i delvist underjordiske våbenfabrikker el.  udgravning af tunneller.

Ved den årlige ceremoni deltager repræsentanter og tidligere fanger fra de godt 40 nationer, der var repræsenterede blandt lejrens fanger. Pga. den aktuelle situation havde mange af de internationale gæster i år kun mulighed for at deltage virtuelt.