Spring til indhold

Første danske Oscarvinder er død

27.02.2014  13:41
Gabriel Axel, instruktøren bag storfilmen ’Babettes gæstebud’, er død. På søndag kæmper tre nye danske film om at indhente flere Oscar-statuetter til Danmark. 

Den danske filminstruktør og skuespiller Gabriel Axel døde d. 9. februar 2014. Han blev 95 år og efterlod sig et hav af danske og franske spillefilm. Bedst kendt er filmatiseringen af Karen Blixens roman af samme navn ’Babettes Gæstebud’ (1987).


Filmen blev den første danske spillefilm til at vinde en Oscar og markerer starten på dansk films internationale gennembrud.


Om det danske Oscareventyr fortsætter, afsløres på søndag til The 86th Academy Awards i Dolby Theatre, Los Angeles.
Danmark er solidt repræsenteret med hele tre Oscarnomineringer i kategorierne ’Foreign Language Film’, ’Documentary Feature’ og ’Short Film’.


Den anmelderroste danske film ’Jagten’ (The Hunt) er med i opløbet om at blive bedste udenlandske spillefilm. Filminstruktøren bag ’Jagten’, Thomas Vinterberg, har tidligere høstet stor international anerkendelse for filmhittet ’Festen’ (1998), der blandt andet vandt Jury Prize ved Festival de Cannes 1998.


Vinder Vinterberg Oscarstatuetten på søndag, lægger han sig på linje med danske Oscarvindere som Ole Bornedal (Pelle Erobreren, 1988) og Susanne Bier (Hævnen, 2010).


Joshua Oppenheimers danskproducerede ’The act of killing’ er nomineret i kategorien ’Documentary Feature’. Filmen er blevet et stort filmhit og er netop blevet kåret til ’bedste dokumentarfilm’ ved dette års EE British Academy Film Awards (BAFTA). ’The act of killing’ kan ses lige nu i biograferne i Østrig.

 

 


Også i kortfilmsgenren er Danmark slået igennem på verdensscenen. Danmark har tidligere vundet hele tre Oscar-statuetter i kategorien. I år er det Anders Walter og Kim Magnussons ’Helium’, der har chancen for at tage en statuette med hjem til Danmark.