Spring til indhold

Dygtig akademiker søges til Danmarks ambassade i Østrig

06.08.2014  15:19
Vi leder efter en dygtig akademiker med interesse for østrigsk og europæisk politik, presse og Public Diplomacy, eksportfremme samt internationalt samarbejde.

Danmarks Ambassade & Faste Mission i Wien varetager Danmarks politiske og økonomiske interesser i Østrig, Slovenien, Slovakiet og Makedonien(FYROM), samt repræsenterer Danmarks interesser i en række internationale organisationer med sæde i Wien (OSCE, FN, IAEA, m.fl.).

Dine arbejdsopgaver
Som akademisk medarbejder i ambassadens bilaterale afdeling vil du primært arbejde med det bilaterale forhold mellem Danmark og Østrig i bredeste forstand. Du vil dog også blive inddraget i ambassadens multilaterale arbejde afhængigt af ambassadens samlede arbejdsbyrde og danske prioriteter.

Dine opgaver
- Analyser og indberetninger om aktuel østrigsk politik, særligt forud for EU rådsmøder
- Ambassadens presse, Public Diplomacy og kulturarbejde i Østrig inkl. Facebook og hjemmeside i tæt samarbejde med en række kolleger
- Inddragelse i ambassadens eksportfremmearbejde
- Inddragelse i ambassadens multilaterale arbejde (OSCE, FN, IAEA m.fl.)
- Organisering og gennemførelse af minister- og delegationsbesøg, foredrag mv.
- Meget andet på en travl arbejdsplads med ansvar for Danmarks relationer til fire lande og et større antal internationale organisationer

Kvalifikationer
Du er udadvendt, initiativrig, selvstændig, analytisk skarp og effektiv. Du planlægger og gennemfører dine opgaver med blik for skiftende prioriteter og i tæt samarbejde med dine kolleger på ambassaden.

Det er vigtigt, at du taler og skriver tysk på højt niveau, så du selvstændigt vil kunne deltage i møder og briefinger på tysk. Gode engelskkundskaber er påkrævet i forhold til det multilaterale arbejde. Du har formentlig en samfundsfaglig eller humanistisk uddannelsesbaggrund og gerne længerevarende udlandsophold med i bagagen.

Ansættelsesvilkår
Lokal ansættelse (et år med mulighed for forlængelse). Løn fastsættes efter kvalifikationer og lokale forhold. Ansættelse forudsætter en dansk sikkerheds-godkendelse. Arbejdstiden er 37 timer ugentligt med flekstid.

Tiltrædelse i Wien hurtigst muligt.

Ansøgningsfrist
Ansøgning (på dansk eller tysk) per mail til vieamb@um.dk. Medsend CV, afsluttende eksamensbevis og evt. øvrige relevante bilag med frist 8. september 2014 kl. 12.00.

Vi forventer at afholde ansættelsessamtaler i Wien og/eller København i september måned.

Kontakt
Alle spørgsmål om stillingen på ambassaden i Wien er velkomne og rettes til souschef Thomas Chr. Otzen Kruse (tokrus@um.dk; +43 699 117 22022).