Spring til indhold

Dansk Lego er grundsten i amerikansk blockbuster 

21.02.2014  14:22
Warner Brothers Lego-film ligger nummer et på biograflister i USA og Canada.

 Foto: Danmarks Radio

Danske legoklodser står bag årets hidtil største biografsucces i USA og Canada. Filmen indbragte i sidste uge cirka 270 millioner kroner i de nordamerikanske biografer og slår storfilmene ”The Monuments Men” og ”Vampire Academy”.

”The Lego Movie” handler om Emmet, der lever et fredfyldt og forudsigeligt liv. Men en dag bryder han ud af konformiteten i et opgør med autoriteten, Mr. Business, som kræver at alle følger nøje instrukser.

Filmen er blevet modtaget med positive anmeldelser, der hylder filmens kampråb for kreativitet og antiautoritet. Værdier, der hæfter sig til Legos brand, men også afspejler danske grundværdier. Lego “waves the flag of free-form intervention”, skriver Mark Kermode i The Guardian og giver filmen fem ud af seks stjerner.

På baggrund af den store succes, planlægger Warner Brothers at producere en ny Lego-film hvert andet år fremover, skriver det danske nyhedsbureau Ritzau.