Spring til indhold

Vareeksporten januar 2020

10.03.2020  15:58

I den seneste måned inden COVID19 kan formodes at påvirke dansk udenrigshandel, januar 2020, steg vareeksporten eksklusiv energivarer, skibe og fly 5,3 pct. i forhold til december 2019, viser den seneste sæsonkorrigerede opgørelse fra Danmarks Statistik. Årsstigningstakten, dvs. væksten de seneste 12 måneder i forhold til 12 måneder forud, faldt til 7,3 pct. fra forrige må-neds årsvækst på 8,2 pct.

Stigningen i vareeksporten i januar i forhold til december sker på baggrund af et relativt lavt niveau i december. Ses på udviklingen de seneste tre måneder er vareeksporten således faldet 0,6 pct. i forhold til tre måneder før. Den høje vækst i januar kan især henføres til et øget salg af maskiner til Nederlandene og af lægemidler til Tyskland. På årsbasis har især vareeksporten til USA og til Kina været i stærk fremgang med henholdsvis 35 pct. og 29 pct., mens vareeksporten til Storbritannien og til Tyskland er faldet med henholdsvis 4 pct. og 2 pct. Opgørelsen er foretaget før COVID19 kan formodes at have påvirket dansk udenrigshandel.

 

Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til cheføkonom Jacob Warburg på tlf. 33921214/25267569 eller jacwar@um.dk

 

Download rapporten med graf og tabel her.