Spring til indhold

Søge job i OSCE

På denne side kan du læse mere om dine muligheder for at søge ansættelse i Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE).

Som statsborger i en af OSCE’s 57 deltagerstater kan man søge ansættelse i organisationen. Der findes grundlæggende to forskellige ansættelsesformer, nemlig kontraktansættelse og sekundering.

Kontraktstillinger tilbydes hovedsageligt i OSCE’s Sekretariat og institutioner samt – i mindre omfang og hovedsageligt på det administrative område – i feltmissionerne.  

Ansøgere til stillinger på P-niveau (Professionel) og D-niveau (Director) kræver som minimum en afsluttet universitetsgrad samt flere års arbejdserfaring, gerne internationalt, indenfor et relevant felt. Ansættelsen er normalt som udgangspunkt for 1-2 år (med 3 eller 6 mdr. prøvetid) og kan i nogle tilfælde forlænges, dog er max. ansættelse i samme stilling 4-7 år afhængig af stillingsniveau. Samlet maksimale ansættelse i OSCE for disse stillingstyper er 10 år.

Ansøgere til stilling på GS-niveau (General Service) - f.eks. sekretærer, administrative medarbejdere etc. – skal have afsluttet højere skolegang på gymnasialt niveau eller tilsvarende, relevant uddannelse indenfor stillingens opgaveområde samt et vist antal års arbejdserfaring. Ansættelse sker som udgangspunkt for 2 år med 6 måneders prøvetid med evt. mulighed for forlængelse. Der er ingen begrænsning på antallet af ansættelsesår.  

Læs mere på www.osce.org/employment under Vacancies - Contracted, hvor der også kan ansøges online.

Sekunderede stillinger tilbydes i OSCE’s Sekretariat, institutioner samt feltmissioner. De generelle minimumskrav til ansøgerne er evnen til at arbejde på engelsk, dokumenteret god helbredstilstand, gyldigt kørekort og evne til at klare fysisk hardship og yde en ekstra indsats under vanskelige vilkår. Hertil kommer naturligvis de relevante fagspecifikke kvalifikationer, som kræves i den givne stilling.  

Den sekunderingsvillige OSCE-deltagerstat stiller kandidaten til rådighed, men beslutning om besættelsen af en given stilling tages af OSCE-sekretariatet i samråd med OSCE-formandskabet ud fra en samlet vurdering af kandidaterne, som deltagerstaterne har nomineret. Den sekunderende stat betaler løn, mens OSCE betaler dagpenge, forsikringer og visse rejser.

Danmark besætter hvert år et begrænset antal af de sekunderede stillinger i OSCE. Disse udvælges så de generelt understøtter danske udenrigspolitiske prioriteter. De udvalgte stillinger opslås på Udenrigsministeriets hjemmeside på siden med ledige stillinger under punktet ”sekunderinger og stillinger udenfor Udenrigsministeriet”. For informationer om aktuelle ledige stillinger samt råd og vejledning i forbindelse med en ansøgning klik her.

Det er for danske ansøgere til den slags stillinger en betingelse, at Danmark på forhånd har besluttet at finansiere den givne sekunderede stilling. Sekunderede stillinger kan således ikke søges direkte hos den pågældende organisation, altså OSCE, uden at Danmark har valgt at sekundere dem.

I praksis skal interesserede ansøgere oploade deres ansøgning via OSCE’s online rekrutteringssystem iRecruitment, hvorefter UM udvælger (nominerer) de bedst egnede danske kandidater, som herefter går videre i forløbet sammen med de nominerede kandidater fra de andre OSCE deltagerstater.

Yderligere informationer om internationalt sekunderede stillinger kan du finde på Udenrigsministeriets hjemmeside ved at klikke her