Spring til indhold

OSCE's opbygning og feltmissioner

 

Ministerrådsmøder
OSCE’s øverste besluttende organ er topmøderne mellem OSCE-staternes stats- og regeringschefer, der finder sted i hovedstaden i det land, der har OSCE-formandskabet det pågældende år. I organisationens daglige arbejde er det ofte OSCE-formandskabet, der sætter dagsordenen og har hovedansvaret for organisationens politiske virke. OSCE’s formandskab roterer imellem deltagerstaterne, der varetager posten for ét år ad gangen.

Det Permanente Råd
I perioderne imellem topmøder og ministerrådsmøder ligger OSCE’s beslutningskompetence i det Permanente Råd i Wien. Her mødes OSCE-landenes ambassadører til forhandlinger hver uge under forsæde af formandskabslandet for OSCE. Rådet har meget bred beslutningskompetence. OSCE er således i stand til at behandle kriser og tage beslutninger med meget kort varsel.

OSCE's sekretariat
OSCE's sekretariat, der har til huse i Wien, har til opgave at støtte formandskabet og deltagerstaterne. Det ledes af generalsekretæren. En særlig del af sekretariatet, Konfliktforebyggelsescenteret, har ansvaret for OSCE’s missioner. Sekretariatet har også en særlig enhed, der beskæftiger sig med kampen imod terrorisme og en enhed, der arbejder med OSCE’s politirelaterede opgaver. Koordinatoren af OSCE’s økonomiske og miljømæssige dimension har et kontor i sekretariatet. Der er desuden enheder, der beskæftiger sig med menneskehandel og med ligestilling.

OSCE’s Parlamentariske Forsamling
OSCE’s Parlamentariske Forsamling består af parlamentsmedlemmer fra OSCE’s deltagerstater. De mødes to gange årligt for at debattere emner af politisk vigtighed. Samarbejdet imellem den Parlamentariske Forsamling og regeringsdelen, herunder det Permanente Råd, er under stadig udbygning. Den Parlamentariske Forsamling spiller blandt andet en stor rolle inden for valgovervågning. Sekretariatet for den Parlamentariske Forsamling ligger i København.

OSCE-institutioner
Under OSCE hører en række vigtige institutioner, der på hver sin måde bidrager til OSCE’s samlede indsats.

Højkommisæren for Nationale Mindretal har primært en forebyggende rolle og skal fremme overholdelsen af OSCE-forpligtelserne vedrørende nationale mindretal. Højkommissæren skal endvidere foretage tidlig varsling, dvs. reagere på etniske spændinger eller andre mindretalsproblemer, der kan udvikle sig til en konflikt. Højkommissæren har sit eget sekretariat med sæde i Haag. Hvervet har siden 2013 været varetaget af finnen Astrid Thors.

For at styrke arbejdet med at gennemføre og overholde OSCE’s forpligtelser på menneskerettighedsområdet har OSCE et særligt Kontor for Demokratiske Institutioner og Menneskerettigheder (ODIHR) i Warszawa. ODIHR bistår de deltagende stater med demokratisering og fremme af respekten for menneskerettigheder. Et centralt område er ODIHR’s overvågning af valg og assistance til deltagerstaterne i den forbindelse. Indsatsen omfatter også bistand med juridiske og forfatningsmæssige spørgsmål, samt afholdelse af møder og seminarer. ODIHR gennemfører herudover i stigende grad projekter inden for demokratiseringsområdet i bred forstand. Ledelsen af kontoret har siden 2014 været forestået af tyskeren Michael Georg Link.

OSCE har desuden en Repræsentant for Frie Medier. Repræsentantens hovedopgave er at samarbejde med og yde bistand til OSCE’s deltagende stater for at fremme en fri og uafhængig presse. Den nuværende Repræsentant for Frie Medier, Dunja Mijatovic, blev udnævnt i marts 2010. Kontoret ligger i Wien.

Feltmissioner
En vigtig del af OSCE’s arbejde udføres på stedet i aktuelle eller tidligere konfliktområder. OSCE har især en markant profil i det vestlige Balkan, men styrker i stigende grad også sin indsats i Kaukasus og Centralasien.
Missionernes opgaver kan være af vidt forskellig art:

  • I områder præget af voldelige sammenstød eller direkte borgerkrig består OSCE-missionens opgave bl.a. i at søge at standse kamphandlingerne og få en politisk forhandlingsproces i gang.
  • En del af OSCE’s missioner er engageret i genopbygning efter en konflikt. Her består opgaverne i at forhindre en genopblussen og sikre en fredelig og stabil udvikling, herunder ved demokratiserings-indsatser og støtte til valghandlinger. Det sker rent praktisk i form af rådgivning, ekspertbistand og projekter i tæt samarbejde med værtslandet. OSCE’s opgaver i Kosovo eller Bosnien-Herzegovina er gode eksempler.
  • Mandaterne for nyere missioner (f.eks. i Centralasien og Kaukasus) er generelt rettet mod at hjælpe til at integrere de nye deltagende stater i OSCE’s værdifællesskab. Det sker gennem udvikling af grundlæggende demokratiske samfundsstrukturer og nødvendige økonomiske reformer.