Spring til indhold

Den militære dimension

Samarbejdet på det politisk-militære område har traditionelt spillet en vigtig rolle i OSCE.

Nedrustning og våbenkontrol
OSCE er rammen for en række nedrustnings- og våbenkontrolaftaler. Det drejer sig om Traktaten om konventionelle styrker i Europa (CFE-traktaten), Traktaten om gensidige luftobservationer (Open Skies-traktaten) og Dokumentet om tillids- og sikkerhedsskabende foranstaltninger (Wien-dokumentet). Traktaterne bidrager til at sikre åbenhed og militær stabilitet i det europæiske område. For at varetage den daglige drift af traktaterne er der etableret beslutningsorganer for CFE-traktaten (Joint Consultative Group) og Open Skies-traktaten (Open Skies Consultative Commission). Her mødes de OSCE-lande, der har underskrevet de to traktater, for at drøfte implementeringsproblemer og videreudvikling af aftalerne.

Politisk-militært samarbejde
Omdrejningspunktet for OSCE’s militære samarbejde er Forum for Sikkerhedssamarbejde (FSC), der blev etableret ved CSCE’s Helsingfors-møde i 1992. Det var et led i bestræbelserne på at institutionalisere arbejdet med politisk-militære spørgsmål i europæisk regi efter afslutningen på den kolde krig. Der er siden opnået en række resultater, herunder især kodificeringen og videreudviklingen af tillids- og sikkerhedsskabende foranstaltninger samt vedtagelsen af OSCE’s politisk-militære adfærdskodeks. Sidstnævnte er et vigtigt bidrag, navnlig til en række østeuropæiske og centralasiatiske landes udvikling hen imod samfund med civil, demokratisk kontrol med de væbnede styrker. Implementering af Wien-dokumentet, som alle OSCE’s deltagerstater tager del i, foregår også i dette regi.

Nye trusler
I anerkendelsen af, at den militære dimension fortsat udgør et vigtigt element i OSCE’s brede sikkerhedsbegreb, har der siden 2001 været etableret et tættere samarbejde mellem Forum for Sikkerhedssamarbejde og OSCE’s daglige beslutningstagende organ, det Permanente Råd. Forummet spiller ligeledes en rolle i forbindelse med de nyere sikkerhedspolitiske problemstillinger, herunder terrorismebekæmpelse og i forbindelse med implementeringen af OSCE’s sikkerhedsstrategi vedtaget i 2003. Et eksempel på dette er OSCE’s indsats for at stoppe spredning af skulderbårne missiler, som terrorister kan bruge mod civil flytrafik. Det samme gælder arbejdet for at udvikle reguleringsmekanismer i forbindelse med våbenformidling og eksportkontrol, så våben ikke falder i de forkerte hænder.