Spring til indhold

Hvad er OSCE

Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE) er en europæisk sikkerhedsorganisation, der har alle de europæiske lande, USA, Canada og de centralasiatiske lande som medlemmer.

Helsingfors-slutakten
OSCE udspringer af Helsingfors-slutakten fra 1975. Den fastslår, at respekt for det enkelte menneskes rettigheder er den vigtigste forudsætning for at forebygge konflikter og skabe sikkerhed. Dermed er OSCE del af en udvikling, hvor menneskerettigheder er blevet stadig vigtigere i udenrigspolitikken. Deltagerstaterne bekender sig således til principper som demokrati og respekt for menneskerettighederne.

Bredt sikkerhedsbegreb
OSCE opererer med et bredt sikkerhedsbegreb, der omfatter både den menneskelige, den politiske-militære samt den økonomiske og miljømæssige dimension. OSCE er et vigtigt forum for politisk dialog og samtidigt en aktiv feltorganisation, der arbejder for demokrati og stabilitet i hele Europa.
Arbejdsopgaverne spænder vidt. OSCE overvåger og støtter f.eks. gennemførelsen af demokratiske valg. OSCE’s feltmissioner er med til at skabe nye, velfungerende politistyrker og domstole på Balkan, i Kaukasus og i Centralasien. På Balkan er OSCE med til at skabe grundlaget for forsoning og for fredelige og demokratiske retssamfund igennem en bred vifte af aktiviteter. I Kaukasus og de fem centralasiatiske republikker er OSCE til stede for bl.a. at bistå i den demokratiske udvikling og sikre mindretallenes rettigheder. Men de nævnte eksempler er kun et lille udsnit af OSCE’s samlede aktiviteter.
OSCE udfører de mange opgaver i tæt samarbejde med andre internationale aktører som FN, EU, NATO og Europarådet. OSCE har også et samarbejde med en række partnerlande omkring Middelhavet (Marokko, Algeriet, Tunesien, Egypten, Jordan og Israel) og i Asien (Japan, Thailand, Sydkorea, Afghanistan og Australien).

EU i OSCE
Som led i udviklingen af EU’s Fælles Udenrigs- og Sikkerhedspolitik (FUSP) er den Europæiske Union i dag en stadigt mere aktiv medspiller i indsatsen for demokrati og stabilitet i hele det europæiske rum. Med EU’s udvidelse udgør unionens medlemmer næsten halvdelen af OSCE’s 57 deltagerstater og spiller derfor en væsentlig rolle i at fremme et frit og demokratisk og mere integreret OSCE-område.

Danmark i OSCE
Danmark støtter aktivt OSCE’s arbejde – både i de forskellige konfliktområder i Europa og på områder som fremme af demokrati og menneskerettigheder. Det sker som en naturlig forlængelse af traditionelle danske udenrigspolitiske prioriteter. Udover den politiske støtte udsender Danmark eksperter til OSCE’s feltmissioner, valgobservationer og til sekretariatet i Wien, samt yder finansiel støtte til OSCE’s projektarbejde.