Spring til indhold

Historisk oversigt

Helsingfors-slutakten
Konferencen om Sikkerhed og Samarbejde i Europa (CSCE) blev grundlagt i 1975, da 35 europæiske lande samt USA og Canada underskrev den såkaldte Helsingfors-slutakt. Den skulle udgøre grundlaget for øget dialog mellem øst og vest under den Kolde Krig. Man enedes om at samarbejde på tre overordnede områder: 1) det militære, hvor forhandlingerne koncentreredes om tillidsskabende foranstaltninger, 2) det økonomiske, som bl.a. omfattede samarbejde på det teknologiske og miljømæssige område samt 3) det menneskelige, som omfattede grundlæggende rettigheder, menneskelige kontakter og informationsudveksling mellem øst og vest.
Slutakten blev et vigtigt holdepunkt for bl.a. menneskerettighedsgrupper i de kommunistiske lande, der lagde et internt pres på deres ledere om at overholde de forpligtelser, som de havde påtaget sig i Helsingfors. CSCE spillede dermed en stor rolle for den demokratiske protestbevægelse, der førte til Murens fald.

CSCE-processen og Murens fald
I årene der fulgte blev CSCE-processen i vidt omfang et spørgsmål om at overholde forpligtelserne i slutakten. Det skete gennem såkaldte opfølgningsmøder og en række ekspertmøder om bl.a. tillidsskabende foranstaltninger, menneskerettigheder, samt videnskabeligt og kulturelt arbejde.
Den Kolde Krigs ophør ændrede det sikkerhedspolitiske landskab, som CSCE havde befundet sig i, og skabte mulighed for nye, vigtige tiltag. De deltagende lande kunne således nå til enighed om grundlæggende principper om demokrati, markedsøkonomi og respekt for menneskerettighederne. Disse principper er fastlagt i bl.a. Wien-slutdokumentet fra 1989, København-slutdokumentet fra 1990 samt ”Charteret for et nyt Europa”, der blev vedtaget i Paris 1990. Som resultat af Paris-mødet vedtog parlamentarikere fra de deltagende lande i 1991 ligeledes at oprette CSCE’s parlamentariske forsamling.

Traktaten om Konventionelle Styrker i Europa (CFE-traktaten) blev undertegnet i 1990 og førte til betydelige styrkereduktioner hos begge de to militære alliancer (NATO og den daværende Warszawa-pagt).
Forum for Sikkerhedssamarbejde (FSC) blev etableret som en integreret del af CSCE ved Helsingfors-topmødet i 1992. FSC skal styrke sikkerhed og stabilitet ved at forhandle om konkrete tiltag på områder som reduktion af konventionelle styrker, våbenkontrol og nedrustning. FSC har ligeledes ansvaret for implementeringen af såkaldte tillids- og sikkerhedsskabende foranstaltninger (Confidence and Security Building Measures, CSBM).

OSCE bliver til
På topmødet i Budapest i 1994 tog CSCE navneforandring til Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE). Opgaverne var i stadig stigende grad blevet fokuseret på i praksis at forebygge og søge at løse de konflikter, der opstod efter omvæltningerne i Europa i starten af 1990’erne. OSCE udviklede sig fra at være en normdanner til også i høj grad at være en feltorganisation. Den første større mission blev åbnet i Bosnien-Herzegovina, hvor OSCE i Dayton-fredsaftalen blev tildelt en central rolle. OSCE har i dag 15 feltmissioner på Balkan, i Kaukasus og i Centralasien.
På topmødet i Istanbul i 1999 blev rammen for OSCE’s fremtidige rolle defineret i ”Charteret for Europæisk sikkerhed”. OSCE skulle fokusere på civil konfliktforebyggelse, herunder igennem sine missioner i en række af Europas konfliktområder. Samtidig blev mulighederne for OSCE’s rolle i politirelaterede operationer udvidet. OSCE’s rolle i forbindelse med fredsbevarende operationer blev klarlagt til først og fremmest at foregå gennem organisationens omfattende mæglings- og demokratiseringsindsatser – i tæt samarbejde med FN, NATO, EU og Europarådet.
I tilslutning til topmødet i Istanbul underskrev de 30 CFE-deltagerstater en tilpasset udgave af CFE-traktaten, som i stedet for militær balance mellem to blokke havde stabilitet som bærende princip. Traktaten fastsætter nationale lofter for jordbaseret traktatbegrænset materiel (kampvogne, pansrede kampkøretøjer og artilleri) indenfor traktatens anvendelsesområde (OSCE-området uden USA, Canada eller Rusland øst for Ural).

Rustet til det nye sikkerhedslandskab
Efter terrorangrebene i USA den 11. september 2001 har OSCE styrket sin indsats mod terrorisme betydeligt, herunder med en handlingsplan vedtaget i Bukarest i 2001 og et såkaldt Terrorisme-charter vedtaget i Porto i 2002. Med en række beslutninger i Maastricht i 2003 og Sofia i 2004 har OSCE yderligere optrappet sin indsats i terrorbekæmpelse.
Mere generelt har OSCE de senere år rustet sig til at kunne håndtere også andre nye trusler mod sikkerhed og stabilitet. I Maastricht i 2003 vedtog OSCE en ny sikkerhedsstrategi – i øvrigt udarbejdet under dansk ledelse. Strategien gearer organisationen til at imødegå sikkerhedstruslerne i det 21. århundrede, hvad enten det drejer sig om terrorisme, etniske konflikter, stater i opløsning, menneskehandel, diskrimination og intolerance eller krænkelse af menneskerettigheder.
Med EU’s og NATO’s udvidelser ændres Europakortet politisk og sikkerhedspolitisk. OSCE er den eneste paneuropæiske sikkerhedsorganisation, der favner alle lande i Europa og Nordamerika samt Kaukasus og de fem centralasiatiske republikker. Derfor har organisationen en særlig rolle som forum for dialog, så nye skillelinjer ikke opstår.