Spring til indhold

Information om sekunderede stillinger

En lang række internationale organisationer opslår regelmæssigt stillinger, der forventes besat og finansieret af deres medlemslande, og således ikke falder inden for organisationens egne budget- og personalemæssige rammer. Disse stillinger kan altså kun søges via kandidatens egne myndigheder, der normalt selv vil slå stillingerne op, når der er truffet beslutning om at finansiere dem.

De forskellige organisationer har vidt forskellige regler og procedurer for sådanne sekunderede stillinger, herunder vedrørende ansøgningsprocessen; evaluering af kandidaterne; deres indplacering og status i organisationen; og deres løn- og ansættelsesvilkår. Fælles for de sekunderede stillinger er imidlertid først og fremmest, at det medlemsland, der finansierer stillingen, normalt har væsentlig, om end ikke ubegrænset, indflydelse på valget af kandidaten. Hertil kommer, at sekunderede stillinger normalt er tidsbegrænsede, og at det sekunderede personale som hovedregel ikke har samme formelle status i organisationen som de fast ansatte.

Danmark anser personelbistand i form af sekunderede stillinger som et vigtigt instrument i sin politik, og sine frivillige bidrag, i forhold til de internationale organisationer. Udover at styrke den pågældende organisation indebærer sekunderinger også fordele for Danmark, fordi de bidrager til indsigt, kompetenceudvikling og netværksdannelse.  Fra dansk side besluttes det løbende, i lyset af skiftende politiske prioriteringer,  hvilke af de udbudte sekunderede stillinger i en given organisation, som Danmark ønsker at finansiere. Danmark tilbyder også selv fra tid til anden udvalgte internationale organisationer at sekundere en person til et givet arbejdsområde, der tillægges prioritet både af Danmark og af organisationen, og som kan fremmes ved at etablere en sekunderet stilling på området. Sekundering kan ske både til organisationernes hovedkvarter og deres landekontorer, og til multilaterale missioner, der f.eks. udsendes som led i en international indsats for stabilisering og genopbygning.

Som anført er det for danske ansøgere en betingelse, at Danmark på forhånd har besluttet at finansiere en given sekunderet stilling, som herefter opslås under ledige stillinger på Udenrigsministeriets hjemmeside. Sekunderede stillinger kan således ikke søges direkte hos den pågældende organisation.

Danmark finansierer især sekunderede stillinger inden for følgende organisationer:

  • EU (sekunderede nationale eksperter; det diplomatiske udvekslingsprogram (DESP); og sekunderet personel til EU's missioner inden for genopbygning og civil krisestyring, samt valgobservatørmissiioner
  • FN-systemet (med hovedvægten på stillinger relateret til udviklingsbistand, enten i organisationernes hovedkvarter eller på deres landekontorer. Blandt de sekunderede stillinger spiller juniorrådgiverne (JPOs) en særligt vigtig rolle). 
  • Verdensbanken og de multilaterale udviklingsbanker (med hovedvægten på stillinger relateret til udviklingsbistand, enten i hovedkvarteret eller på landekontorer, både i form af senior- og juniorrådgivere).
  • OSCE (med hovedvægten på OSCEs missioner inden for genopbygning og civil krisestyring)