Spring til indhold

Procedure for at søge job i OSCE

Som statsborger i et af OSCE’s 56 deltagerstater kan man søge ansættelse i organisationen. Der findes grundlæggende to forskellige ansættelsesformer, nemlig kontraktansættelse og sekundering.

Kontraktstillinger tilbydes hovedsageligt i OSCE’s Sekretariat og institutioner samt – i mindre omfang og hovedsageligt på det administrative område – i feltmissionerne.

Ansøgere til stillinger på P-niveau (Professionel) og D-niveau (Director) kræver som minimum en afsluttet universitetsgrad samt flere års arbejdserfaring, gerne internationalt, indenfor et relevant felt. Ansættelsen er normalt som udgangspunkt for 1-2 år (med 3 eller 6 mdr. prøvetid) og kan i nogle tilfælde forlænges, dog er max. ansættelse i samme stilling 4-7 år afhængig af stillingsniveau. Samlet maksimale ansættelse i OSCE for disse stillingstyper er 10 år.

Ansøgere til stilling på GS-niveau (General Service)  - f.eks. sekretærer, administrative medarbejdere etc. – skal have afsluttet højere skolegang på gymnasialt niveau eller tilsvarende, relevant uddannelse indenfor stillingens opgaveområde samt et vist antal års arbejdserfaring. Ansættelse sker som udgangspunkt for 2 år med 6 mdr. prøvetid med evt. mulighed for forlængelse. Der er ingen begrænsning i antal ansættelsesår.

Læs mere på www.osce.org/employment under Contracted Positions, hvor der også kan ansøges on-line.

Sekunderede stillinger tilbydes i OSCE’s Sekretariat, institutioner samt feltmissioner. De generelle minimumskrav til ansøgerne er evnen til at arbejde på engelsk, dokumenteret god helbredstilstand, gyldigt kørekort og evne til at klare fysisk hardship og yde en ekstra indsats under vanskelige vilkår. Hertil kommer naturligvis de relevante fagspecifikke kvalifikationer, som kræves i den givne stilling.

Den sekunderingsvillige OSCE-deltagerstat stiller kandidaten til rådighed, men beslutning om besættelsen af en given stilling tages af OSCE-sekretariatet i samråd med OSCE-formandskabet ud fra en samlet vurdering af kandidaterne, som deltagerstaterne har nomineret. Den sekunderende stat betaler løn, mens OSCE betaler dagpenge, forsikringer og visse rejser.

Danmark besætter et begrænset antal stillinger i OSCE ved sekundering. Disse udvælges, så de generelt understøtter danske udenrigspolitiske prioriteter. Læs mere om sekunderede stillinger og reglerne for hvordan du søger disse stillinger ved at klikke på det seperate punkt i menuen til venstre.