Spring til indhold

Ambassadørens velkomsthilsen

Velkommen til Danmarks Ambassade & Faste Mission i Østrig
Danmarks diplomatiske relationer til Østrig blev etableret for over 350 år siden. I et historisk perspektiv har Danmarks forhold til Østrig været præget af samarbejde og fremgang såvel som ulykkelige perioder med ufred.

Det nuværende dansk-østrigske forhold er særdeles godt, og er på flere områder, blandt andet i EU-regi, præget af et tæt samarbejde. Det skyldes bl.a., at Danmark og Østrig som små åbne økonomier bl.a. nyder særdeles godt af EU’s indre marked og et internationalt system baseret på ret og samarbejde frem for magt og konflikt.

Danmark og Østrig kan fortsat lære meget af hinanden på flere områder, og der har i Østrig bl.a. været meget fokus på Danmarks sundhedssystem, digitale kompetencer, arkitektur og design, cykelkultur og selv ”hygge” er ved at indfinde sig i østrigernes ordforråd.

Østrig er, som de fleste ved, også en sand verdensmagt på kulturområdet, hvorfor mange danske kunstnere med jævne mellemrum også gæster Østrig.

Mange danskere, ligesom mine kollegaer på ambassaden og jeg selv i øvrigt, nyder at vandre og stå på ski i alpelandets fantastiske natur. Desværre er skiulykker dog et tilbagevendende fænomen. Det gælder derfor som altid om at have styr på sine forsikringsforhold. I nødstilfælde kan ambassadens borgerservice afdeling såvel som vores fem konsuler i Østrig være behjælpelige.

Østrig er ikke det eneste land, som vi på Danmarks Ambassade & Faste Mission i Wien dækker. Vi varetager også danske interesser i Slovenien, Slovakiet, Albanien og Kosovo.

Arbejdet i de internationale organisationer i Wien
Wien er verdens tredjestørste FN-by og er hjemsted for bl.a. det Internationale Atomenergiagentur (IAEA), Organisationen for Forbudstraktaten mod atomprøvesprængninger (CTBTO) og FN’s Kontor vedrørende Narkotika og Kriminalitet (UNODC). Også den største europæiske sikkerhedsorganisation OSCE har sit hovedkvarter i byen, og Wien huser også flere eksportkontrol-arrangementer for både nukleare og konventionelle våben. Ambassaden arbejder for at varetage de danske interesser og at fastholde og styrke de multilaterale organisationers arbejde for sikkerhed og stabilitet – i tæt samarbejde med vores EU-kolleger og andre internationale partnere.

I FN har Danmark særligt fokus på sagerne om Irans og Nordkoreas atomvåbenprogrammer og indsatsen for at imødegå nuklear og radiologisk terrorisme. I OSCE fokuserer vi især på organisationens særlige rolle i forhold til Ukrainekonflikten, fremme af menneskerettigheder i hele OSCE regionen og underbygning af tillidsskabende tiltag inden for det politisk-militære samarbejde.

Følg os!
På vores hjemmeside kan du finde yderligere informationer om ambassadens arbejde, om Danmark og Østrig samt om aktuelle begivenheder. Du kan også følge mig og ambassaden på Twitter samt ambassadens Facebook. Vi er her for jeres skyld – så tøv aldrig med at kontakte os.

Med venlig hilsen
René Rosager Dinesen
Danmarks ambassadør og faste repræsentant i Østrig