Allerede i det 19. århundrede, før republikkens grundlæggelse, begyndte de politiske partier at organisere sig. Partierne var de vigtigste aktører ved udformningen af den 1. republik i 1918 og igen i forbindelse med den 2. republik efter 2. verdenskrig.
Den 2. republik har været domineret af socialdemokraterne (SPÖ) og de konservative (ÖVP). Regeringerne har oftest bestået af flertalskoalitioner mellem disse to partier. Det østrigske politiske system er præget af konsensus – såvel på parlamentarisk niveau som gennem socialpartnerskabet, dvs. samarbejdet mellem de store interesseorganisationer indbyrdes og med staten. SPÖ og ÖVP lå tilsammen på ca. 90% af stemmerne fra 1945 til 1983. Grundet fremvæksten af nye værdier gennem 1980erne og 1990erne - bl.a. miljø og migration – er tilslutningen til de to store partier faldet til ca. 55%, og nye har etableret sig i det politiske system. Partierne er kendetegnet af en relativ høj organisationsgrad.
Et særligt udslag af den politiske konsensus mellem de to store partier – og en af baggrundene for den høje organisationsgrad – har været det såkaldte proportionalitetsdemokrati (”Proporzdemokratie”), hvor partierne fra 1945 og – om end i aftagende grad – op til 1980erne delte fx embeder i forvaltningen mellem sig efter det aktuelle politiske styrkeforhold.
Østrig havde frem til 1990 en valgdeltagelse på over 90%, men denne er gennem de senere år faldet til 78,8% i 2008.
Sozialdemokratische Partei Österreichs (SPÖ)
SPÖ, Østrigs socialdemokratiske parti, blev grundlagt i 1888-89 og var en vigtig drivkraft bag udformningen af den 1. republik, hvor socialdemokraten Karl Renner var provisorisk kansler 1918-20. Partiet blev forbudt i 1934 under det austrofascistiske styre, men genopstod i 1945. Partiet har været tæt forbundet med fagbevægelsen og har traditionelt haft sine kernevælgere blandt arbejderne. SPÖ finder sin største vælgertilslutning i de store byer. Partiet har i flere faser fornyet sig til et folkeparti. I den 2. republik har SPÖ – bortset fra 1966-70 og 2000-2007 – konstant siddet i regering. Partiet havde uafbrudt kanslerposten i årene 1970-2000. I Bruno Kreiskys kanslertid 1970-83 - hvor partiet ved flere valg fik over 50 % af stemmerne - gennemførtes en lang række reformer af Østrigs velfærdssystem. Partiets stemmeandel faldt støt gennem 1980erne og 1990erne.
Partiet har, som socialdemokratiske partier i andre europæiske lande, problemer med at finde en ny politisk linje. Partiets vælgere er ikke længere arbejdere, men kommer i stigende grad fra den ældre befolkning. Også holdningen til EU er ikke længere så positiv, som det har været. Partiet ønsker, at Østrig fortsat holder sig uden for NATO.
Ved nationalrådsvalget i september 2008, der fandt sted efter kun 1½ år med en stor koalition mellem SPÖ-ÖVP fra 2006, faldt partiets stemmeandel med 6 procentpoints til 29,3 % i forhold til valget i 2006. Disse 29,3 % var dog nok til, at partiet fortsat er det største i parlamentet.
Partiets formand er forbundskansler Werner Faymann.
Österreichische Volkspartei (ÖVP)
Det østrigske folkeparti, ÖVP, er et konservativt, kristeligt-socialt parti, dannet i 1945, som demokratisk efterfølger til det kristeligt-sociale parti i den 1. republik. Kernevælgerne er selvstændige, landmænd og funktionærer, og partiet vinder størst opbakning uden for storbyerne.
I de første årtier efter 2. verdenskrig ledede partiet regeringssamarbejdet. ÖVP besad uafbrudt kanslerposten mellem 1945 og 1970 - 1945-66 i koalition med SPÖ og 1966-70 alene i regering. Partiet lå konstant over 40 % indtil 1990 (32,1 %). Gennem 1990erne faldt tilslutningen yderligere til 26,9 % i 1999. Efter dette valg, i februar 2000, lykkedes det dog for første gang i 30 år at vinde kanslerposten, idet der dannedes en koalition med FPÖ med Wolfgang Schüssel i spidsen. I 2002 vandt Schüssel en jordskredssejr med 42,3 % af stemmerne, således at ÖVP, for første gang siden 1966-70, atter var Østrigs største parti. Siden da gik partiet tilbage og måtte overlade SPÖ kanslerposten ved regeringsdannelsen i januar 2007. Ved nationalrådsvalget i 2008 faldt stemmeantallet med yderligere 8,3 procentpoint til 26 %.
ÖVP er tilhænger af yderligere EU-integration. Ændring af neutralitetspolitikken er ikke på dagsordenen, men flere ledende ÖVP-politikere har i årenes løb talt for medlemskab af NATO.
Partiformand er vicekansler, udenrigsminister Michael Spindelegger.
Freiheitliche Partei Österreichs (FPÖ)
Frihedspartiet, FPÖ, blev dannet i 1956 som en efterfølger til det tysknationale parti (VdU). Partiet har en nationalt orienteret profil. Ved valgene mellem 1956 og 1983 lå vælgertilslutningen stabilt på 5,0-7,7 % Frihedspartiet indtrådte for første gang i regeringen i 1983. Dette regeringssamarbejde ophørte i 1986, da Jörg Haider overtog partiets ledelse.
Grundet politiseringen af migrationsspørgsmål mobiliseredes nye vælgergrupper – særligt proteststemmer blandt arbejdere. Fremgangen kulminerede ved nationalrådsvalget i 1999 med 26,9 %. Denne store fremgang førte ved regeringsdannelsen i februar 2000 til en koalition mellem ÖVP og FPÖ. Interne konflikter prægede i de efterfølgende år partiet, hvilket førte til en stor tilbagegang i 2002 og en spaltning i 2005, hvor en række ledende politikere, herunder alle partiets regeringsmedlemmer, dannede et nyt parti, BZÖ. I 2008 fik partiet 17,5 % af stemmerne, hvilket udgør en stigning på 6,5 procentpoint i forhold til valget i 2006. Partiet er dermed blevet Østrigs tredjestørste.
FPÖ er kritisk over for EU, da man ønsker, at nationalstaterne skal bevare deres fulde suverænitet. Partiet talte i 1990erne for østrigsk NATO-medlemskab, men er nu atter imod.
Partiet ledes af Heinz-Christian Strache.
Bündnis Zukunft Österreich (BZÖ)
Alliancen for Østrigs fremtid, BZÖ, blev dannet i 2005 af bl.a. FPÖs regeringsmedlemmer og overtog dermed rollen som ÖVPs regeringspartner. Partiet har nationale værdier og migration som mærkesager. Jörg Haider har været partiets ledende kraft, uanset at han kun en kort tid i forbindelse med nationalrådsvalget i 2008 var dets formand, og partiet har vundet sin klart største tilslutning - 38,5 % af stemmerne - i Kärnten, hvor Haider var landshøvding. I de andre forbundslande opnåede partiet en tilslutning på mellem 5 og 15 %. Samlet fik partiet 10,7 % af stemmerne og blev dermed det fjerdestørste parti.
Partiet er skeptisk-positiv over for EU og ønsker et samarbejde, der i højere grad tager udgangspunkt i de europæiske nationalstater – men er dog for fortsat østrigsk medlemskab. Partiet ønsker, at Østrig fortsat skal stå uden for NATO.
Partiets formand er Josef Bucher.
BZÖs Kärnten-afdeling udtrådte i januar 2010 af BZÖ og dannede Die Freiheitlichen in Kärnten (FPK) i nær tilknytning til FPÖ, se ovenfor. Dette partis formand er Uwe Scheuch.
Die Grünen – Die Grüne Alternative (GRÜNE)
Grundlaget for dannelsen af De Grønne kan føres tilbage til en folkelig modstand mod kernekraft (folkeafstemning i 1978) og fredsbevægelserne. I 1986 enedes en række grønne partier og bevægelser om at opstille under fælles liste. Samme år blev partiet valgt ind i Nationalrådet med 4,8 % af stemmerne. Partiet står stærkest i byerne og vinder primært tilslutning blandt vælgere med lang uddannelse og kvinder. Partiets opblomstring skal ses i lyset af den stigende betydning af post-materielle værdier, fx miljø- og klimaspørgsmål, ligestillingspolitik og frihedsrettigheder. Stemmeandelen faldt ved valget i 2008 med mindre end et procentpoint til 10,4 %. Partiet, der efter valget i 2006 var Østrigs tredjestørste parti, er nu det mindste parti i parlamentet. Partiet har endnu ikke været regeringsbærende.
Partiet er tilhænger en aktiv udenrigspolitik, herunder EU, men ønsker at Østrig fortsat skal stå uden for NATO.
Formand er Eva Glawischnig.