Spring til indhold

Politiske partier

Allerede i det 19. århundrede, før republikkens grundlæggelse, begyndte de politiske partier at organisere sig. Partierne var de vigtigste aktører ved udformningen af den 1. republik i 1918 og igen i forbindelse med den 2. republik efter 2. verdenskrig.

Den 2. republik har været domineret af socialdemokraterne (SPÖ) og de konservative (ÖVP). Regeringerne har oftest bestået af flertalskoalitioner mellem disse to partier. Det østrigske politiske system er præget af konsensus – såvel på parlamentarisk niveau som gennem socialpartnerskabet, dvs. samarbejdet mellem de store interesseorganisationer indbyrdes og med staten. SPÖ og ÖVP lå tilsammen på ca. 90% af stemmerne fra 1945 til 1983. Grundet nye værdier gennem 1980erne og 1990erne - bl.a. miljø og migration – er tilslutningen til de to store partier faldet til ca. 55%, og nye har etableret sig i det politiske system. Partierne er kendetegnet af en relativ høj organisationsgrad.

Et særligt aspekt af den politiske konsensus mellem de to store partier – og en af baggrundene for den høje organisationsgrad – har været det såkaldte proportionalitetsdemokrati (”Proporzdemokratie”), hvor partierne fra 1945 og – om end i aftagende grad – op til 1980erne delte fx embeder i forvaltningen mellem sig efter det aktuelle politiske styrkeforhold.

Østrig havde frem til 1990 en valgdeltagelse på over 90%, men denne er gennem de senere år faldet til 74,9% i 2013.

Sozialdemokratische Partei Österreichs (SPÖ)

SPÖ, Østrigs socialdemokratiske parti, blev grundlagt i 1888-89 og var en vigtig drivkraft bag udformningen af den 1. republik, hvor socialdemokraten Karl Renner var provisorisk kansler 1918-20. Partiet blev forbudt i 1934 under det austrofascistiske styre, men genopstod i 1945. Partiet har været tæt forbundet med fagbevægelsen og har traditionelt haft sine kernevælgere blandt arbejderne. SPÖ finder sin største vælgertilslutning i de store byer. Partiet har i flere faser fornyet sig til et folkeparti. I den 2. republik har SPÖ – bortset fra 1966-70 og 2000-2007 – konstant siddet i regering. Partiet havde uafbrudt kanslerposten i årene 1970-2000. I Bruno Kreiskys kanslertid 1970-83 - hvor partiet ved flere valg fik over 50 % af stemmerne - gennemførtes en lang række reformer af Østrigs velfærdssystem. Partiets stemmeandel faldt støt gennem 1980erne og 1990erne.

Partiet har, som socialdemokratiske partier i andre europæiske lande, problemer med at finde en ny politisk linje. Partiets vælgere er ikke længere arbejdere, men kommer i stigende grad fra den ældre befolkning. Også holdningen til EU er ikke længere så positiv, som det har været. Partiet ønsker, at Østrig fortsat holder sig uden for NATO.

Ved det seneste parlamentsvalg i 2013 fik SPÖ 26,8 % af stemmerne.

Partiets formand er forbundskansler Christian Kern.

Österreichische Volkspartei (ÖVP)

Det østrigske folkeparti, ÖVP, er et konservativt, kristeligt-socialt parti, dannet i 1945, som demokratisk efterfølger til det kristeligt-sociale parti i den 1. republik. Kernevælgerne er selvstændige, landmænd og funktionærer, og partiet har størst opbakning uden for storbyerne.

I de første årtier efter 2. verdenskrig ledede partiet regeringssamarbejdet. ÖVP besad uafbrudt kanslerposten mellem 1945 og 1970 - 1945-66 i koalition med SPÖ og 1966-70 alene i regering. Partiet lå konstant over 40 % indtil 1990 (32,1 %). Gennem 1990erne faldt tilslutningen yderligere til 26,9 % i 1999. Efter dette valg, i februar 2000, lykkedes det dog for første gang i 30 år at vinde kanslerposten, idet der dannedes en koalition med FPÖ med Wolfgang Schüssel i spidsen. I 2002 vandt Schüssel en jordskredssejr med 42,3 % af stemmerne, således at ÖVP, for første gang siden 1966-70, atter var Østrigs største parti. Siden da gik partiet tilbage og måtte overlade SPÖ kanslerposten ved regeringsdannelsen i januar 2007. Ved parlamentetsvalget i 2013 faldt stemmeantallet  til 24 %.

ÖVP er tilhænger af yderligere EU-integration. Ændring af neutralitetspolitikken er ikke på dagsordenen, men flere ledende ÖVP-politikere har i årenes løb talt for medlemskab af NATO.

Partiformand er vicekansler og erhvervs- og forskningminister Reinhold Mitterlehner.

Freiheitliche Partei Österreichs (FPÖ)

Frihedspartiet, FPÖ, blev dannet i 1956 som en efterfølger til det tysknationale parti (VdU). Partiet har en nationalt orienteret profil. Ved valgene mellem 1956 og 1983 lå vælgertilslutningen stabilt på 5,0-7,7 % Frihedspartiet indtrådte for første gang i regeringen i 1983. Dette regeringssamarbejde ophørte i 1986, da Jörg Haider overtog partiets ledelse.

Grundet politiseringen af migrationsspørgsmål mobiliseredes nye vælgergrupper – særligt proteststemmer blandt arbejdere. Fremgangen kulminerede ved nationalrådsvalget i 1999 med 26,9 %. Denne store fremgang førte ved regeringsdannelsen i februar 2000 til en koalition mellem ÖVP og FPÖ. Interne konflikter prægede i de efterfølgende år partiet, hvilket førte til en stor tilbagegang i 2002 og en spaltning i 2005, hvor en række ledende politikere, herunder alle partiets regeringsmedlemmer, dannede et nyt parti, BZÖ. I 2013 fik partiet 20,5 % af stemmerne, hvilket udgør en stigning på 3 procentpoint i forhold til valget i 2008. Partiet er dermed blevet Østrigs tredjestørste.

FPÖ er kritisk over for EU, da man ønsker, at nationalstaterne skal bevare deres fulde suverænitet. Partiet talte i 1990erne for østrigsk NATO-medlemskab, men er nu atter imod.

Partiet ledes af Heinz-Christian Strache.

Die Grünen – Die Grüne Alternative (GRÜNE)

Grundlaget for dannelsen af De Grønne kan føres tilbage til en folkelig modstand mod atomkraft (folkeafstemning i 1978) og fredsbevægelserne. I 1986 enedes en række grønne partier og bevægelser om at opstille under fælles liste. Samme år blev partiet valgt ind i parlamentet med 4,8 % af stemmerne. Partiet står stærkest i byerne og vinder primært tilslutning blandt vælgere med lang uddannelse og kvinder. Partiets opblomstring skal ses i lyset af den stigende betydning af post-materielle værdier, fx miljø- og klimaspørgsmål, ligestillingspolitik og frihedsrettigheder. Stemmeandelen steg ved valget i 2013 med 2 procentpoint til 12,4 %, hvorfor de grønne er det fjerde største parti i parlamentet. Partiet har endnu ikke været regeringsbærende.

Partiet er tilhænger en aktiv udenrigspolitik, herunder EU, men ønsker at Østrig fortsat skal stå uden for NATO.

Formand er Eva Glawischnig-Piesczek.

Team Stronach für Österrreich (Team Stronach)

 

Team Stronach blev dannet i efteråret 2012 af den østrigsk-canadiske forretningsmand Frank Stronach samt flere forhenværende medlemmer af Jörg Haiders parti Bündnis Zukunft Österreich (BZÖ).

Ved parlamentsvalget i 2013 vandt partiet 5,7 % af stemmerne, svarende til 11 mandater, men sidenhen har flere af partiets repræsentanter forladt partiet efter interne stridigheder. Partiet er også indvalgt i lokalparlamenterne i bundeslandene Kärnten, Niederösterreich, Salzburg og Tirol.

 

Team Stronach opfattes som et erhvervsvenligt, liberalt og europaskeptisk-parti. Partiets mærkesager er bl.a. omstrukturering af den offentlige forvaltning, skattelettelser, samt afvikling af værnepligten til fordel for en professionel hær. Derudover vil partiet erstatte euroen med en såkaldt fri konvertibel ”national Euro” i hvert enkelt medlemsland, således at der igen er konkurrerende nationale valutaer i Europa.

 

NEOS - Das Neue Österreich (NEOS)

 

NEOS blev grundlagt i efteråret 2012 under ledelse af bl.a. partiformand Matthias Strolz. I 2014 fusionerede NEOS med partiet Liberalen Forum (LIF). Ved parlamentsvalget i 2013 fik partiet 5 % af stemmerne og er derfor repræsenteret med 9 mandater i Nationalrat. Partiet er også indvalgt i lokalparlamenterne i bundeslandene Vorarlberg og Wien.

Partiets liberale kerneværdier er frihed, personligt ansvar, bæredygtighed, virkelighedsnært demokrati og anerkendelse. Partiets vigtigste politiske temaer er skattelettelser, privatisering af skoler, pensionsreformer samt politisk borgerinddragelse og gennemsigtighed. Partiet er tilhænger af EU-samarbejdet og har et medlem af Europa-Parlamentet, Angelika Mlinar.