Spring til indhold

Forfatning

Østrigs forbundsforfatning (”Bundesverfassungsgesetz”) bygger på forfatningen fra 1920, som blev genindført efter Østrigs genoprettelse som selvstændig stat i 1945. I forfatningsretlig sammenhæng har den østrigske statstraktat (”Staatsvertrag”) og loven om Østrigs stedsevarende neutralitet, begge fra 1955, også relevans.

Forbundsforfatningen
Forbundsforfatningen fastslår, at Østrig er en demokratisk republik og en forbundsstat, og fastsætter kompetencefordelingen mellem forbundsmyndighederne og de enkelte forbundslandes myndigheder. Forfatningsændringer skal vedtages med 2/3 flertal i begge parlamentets kamre. Bindende folkeafstemninger om forfatningsspørgsmål skal gennemføres, hvis der er tale om en helt ny forfatning. For forfatningsændringer skal der kun gennemføres en folkeafstemning, hvis 1/3 af et af parlamentets kamre kræver det. Et stort antal love har helt eller delvist forfatningskraft og kræver således også kvalificeret flertal ved ændringer. Disse love underligger ikke forfatningsdomstolens kontrol.

Statsoverhovedet
Forbundspræsidenten (”Bundespräsident”) er Østrigs statsoverhoved, som repræsenterer staten udadtil og underskriver landets bilaterale og multilaterale traktater og forbundslove. Præsidenten kan indkalde Nationalrådet og kan egenhændigt opløse det. Præsidenten udnævner, og kan selvstændigt afskedige forbundskansleren. Dog skal udnævnelsen af forbundskansleren godkendes af Nationalrådet (”Nationalrat”). Præsidenten er øverstbefalende for de væbnede styrker, og derudover har præsidenten hovedsageligt formelle funktioner. Præsidenten vælges ved valg for en periode af seks år. Genvalg er kun muligt én gang, såfremt der er tale om en umiddelbart efterfølgende valgperiode.

Parlamentet
Den lovgivende magt udøves af Nationalrådet sammen med Forbundsrådet ("Bundesrat").
Nationalrådet består af 183 medlemmer, der vælges for en femårig periode. Nationalrådet kan ved lov udskrive nyvalg. Valgretsalderen er 16 år.

Forbundsrådet varetager forbundslandenes interesser i forbundslovgivningen. De 64 medlemmer vælges af de enkelte forbundslandes landdage (”Landestag”) i forhold til disses mandattal. I forfatningen er det nedskrevet, hvilke lovgivningsområder der tilkommer parlamentet, og på hvilke områder parlamentet lovgiver. Det er dog de enkelte forbundslande, som forvalter lovgivningen. Parlamentets lovgivningskompetence og regeringens forvaltningsområder er navnlig – med et utal af undtagelser og detailforskrifter: Forfatningen, valg, udenrigspolitik, grænseovervågning, skat, bank- og finansvæsen, ejendomsret, politi, strafferet, erhvervsret, jernbaner, luftfart, overordnet vejnet, arbejdsret, sundhedsvæsen, miljø, forsvar, person-, familie- og arveret.

Parlamentet har lovgivningskompetence, men forbundslandene har forvaltningskompetence på bl.a. følgende områder: Statsborgerskab, socialt boligbyggeri, miljøkontrol, dyreværn, fysisk planlægning, elektricitetsforsyning og skoler.

Regeringen
Regeringen ledes af forbundskansleren og består desuden af en vicekansler og et antal ministre. Ved mistillidsvotum kan Nationalrådet kræve den samlede regerings eller enkelte regeringsmedlemmers afgang. Forfatningen udelukker ikke mindretalsregeringer, men der er en stærk politisk tradition for en bred koalitionsregering mellem socialdemokratiske SPÖ og konservative ÖVP.

Forbundslandene
Østrig består af 9 forbundslande: Burgenland, Kärnten, Niederösterreich, Oberösterreich, Salzburg, Steiermark, Tirol, Vorarlberg og Wien. I hvert forbundsland vælges en landdag, som har lovgivningskompetence på alle områder, som ikke falder ind under parlamentets lovgivningskompetence. Forbundsregeringen har indsigelsesret overfor den af landdagene vedtagne lovgivning, men indsigelsen kan tilsidesættes ved beslutning i landdagen. Forbundslandene ledes af en landsregering og dennes leder (”Landeshauptmann”), der rangerer på linje med eller højere end forbundsregeringens ministre.

Forvaltningsdistrikterne
Østrig er opdelt i 95 forvaltningsdistrikter (”Bezirk”, i større byer ”Magistrat”). Forvaltningsdistrikterne varetager opgaver som embedslæge, embedsdyrlæge, forskelligt tilsyn med virksomheder, socialhjælp, sikkerhed, tilsyn med udlændinge, skov- og jagtforvaltning, tilsyn med kommuner og særlige opgaver vedr. politiet og katastrofeberedskabet. Wien er ét forvaltningsdistrikt, der dog er opdelt i 23 lokaldistrikter (”Gemeindebezirk”) med meget begrænsede kompetencer.
Desuden har de enkelte forbundslande særlige forvaltninger for skolevæsenet, og indenrigsministeriet har lokale politidirektioner.

Kommunerne
Østrig består af 2.100 kommuner (”Gemeinden”) af meget forskellig størrelse. Kommunerne ledes af en kommunalbestyrelse med en borgmester i spidsen. Kommunernes opgaver omfatter især: Brand- og redningsvæsen, lokale veje, skoler, folkeregistrering, vielser (kirkelig vielse er ikke retsgyldig) og lokalplanlægning, vandforsyning, kloakering og affaldshåndtering. Opgaverne løses især gennem frivillige kommunale fællesskaber.

Domstolene
Domstolene er organiseret med en højesteret, landsretter og underretter. En særlig forfatningsdomstol (Verfassungsgerichtshof”) kan efterprøve, om lovene stemmer overens med forfatningen, og en særlig forvaltningsdomstol (”Verwaltungsgerichtshof”) kan efterprøve forvaltningsafgørelser. Forfatnings- og forvaltningsdomstolene regnes som landets højesteretter.

Direkte demokrati
Bindende folkeafstemninger (”Volksabstimmung”) besluttes af Nationalrådet. De omhandler enten vedtagne lovforslag i parlamentet, som endnu ikke er stadfæstet eller spørgsmål om afsættelse af forbundspræsidenten. Der har været afholdt to bindende folkeafstemninger om henholdsvis atomkraft (nej) i 1978 og EU (ja) i 1994.

Vejledende folkeafstemninger (”Volksbefragung”) bliver besluttet af Nationalrådet eller af regeringen efter samråd med Nationalrådets hovedudvalg. Muligheden for at afholde vejledende folkeafstemninger er aldrig blevet anvendt.

En folkepetition (”Volksbegehren”) afholdes, når der indgives en begæring derom til indenrigsministeriet med støtte fra et antal vælgere, svarende til 1 promille af Østrigs samlede indbyggertal efter seneste folketælling. En folkepetition skal angå et tema, som kan reguleres ved forbundslov. Petitionen kan formuleres i form af et lovforslag. En folkepetition behandles kun af parlamentet, såfremt den i tilslutningsperioden på en uge - hvor petitionen ligger fremme til underskrift mod behørig legitimation på rådhuse, skoler og lignende typiske valgsteder - opnår 100.000 underskrifter eller underskrifter fra en sjettedel af vælgerne i tre forbundslande. Uanset antallet af underskrifter har folkepetitionen ingen bindende virkning for parlamentet. Der er siden 1963 blevet gennemført 37 folkepetitioner, hvoraf de 32 har opnået mere end 100.000 underskrifter.

De enkelte forbundslandes forfatninger indeholder regler om folkeafstemninger og petitioner, som dog varierer fra forbundsland til forbundsland. I kommunerne er der mulighed for at gennemføre vejledende folkeafstemninger, men dette udnyttes sjældent.

Finansiering, skatter
Udskrivningen af skatter og dermed finansieringen sker altovervejende centralt. Finansieringsforhandlingerne gennemføres hvert fjerde år. Forbundslandene og kommunerne kan dog have andre indtægter i form af forbrugsafgifter og serviceydelser. Forbundslandene og kommunerne har stor frihed til låneoptagelse og til placering af frie midler.

""