Spring til indhold

Ulla Tørnæs til Syrien-konference: 675 mio. kr. til krigens ofre

13.03.2019  05:30

Med 5,7 millioner flygtninge uden for Syrien og 6,2 millioner internt fordrevne er Syrien-konflikten forsat en af verdens største humanitære katastrofer. Ifølge FN har 5 millioner mennesker akut behov for livreddende nødhjælp. Børn vurderes overalt at være en særlig udsat gruppe.
 
”Der er fortsat enorme humanitære behov i Syrien. Derfor er det afgørende, at det internationale samfund fastholder sit engagement i Syrien og nærområderne, der huser millioner af flygtninge. Den humanitære støtte omfatter også hjælp til at forbedre situationen i selve Syrien, hvor vores partnere blandt andet arbejder lokalt med at sikre basale ydelser. Det omfatter sundhed, vandforsyning og skolegang til børnene. Vi er derigennem med til at gøre en forskel for  de civile syrere, der har været igennem ufattelige lidelser igennem den 8 år lange konflikt” siger Ulla Tørnæs.
 
Det danske tilsagn
Tilsagnet på 675 mio. kr. er fordelt med 350 mio. kr. til humanitære bidrag og 325 mio. kr. til udviklingsindsatser. Af de 350 mio. kr. til humanitære bidrag er der allerede udmøntet 54,4 mio. kr. gennem danske partnere, og nu fordeles yderligere 90 mio. kr. til akutte humanitære indsatser i hele Syrien. Det omfatter bl.a. nødhjælp og sikring af basale ydelser til særligt sårbare grupper, herunder internt fordrevne.. Der vil også blive givet et bidrag til FN i Libanon, hvor flygtningene udgør op mod en tredjedel af befolkningen. Desuden afsættes 130 mio. kr. til en ansøgningsrunde for danske civilsamfundsorganisationer, der er aktive med humanitære indsatser i relation til Syrien-krisen. Og endelig reserveres godt 75,6 mio. kr. i humanitær bistand til fordeling til andre formål i løbet af året, alt efter hvor behovene på det tidspunkt vil være størst.
 
De 325 mio. kr. til udviklingsindsatser omfatter et nyt bidrag på 200 mio. kr. til langsigtede og sammenhængende indsatser for flygtninge, internt fordrevne, og berørte værtssamfund samt institutioner og organisationer i og omkring Syrien. Hertil kommer forventede indsatser gennem det regionale Syrien/Irak-stabiliseringsprogram på 125 mio. kr.
 
Retsforfølgelse af de ansvarlige
Sideløbende med donorkonferencen afholdes et side-event om retsforfølgelse af de ansvarlige for overgrebene i Syrien – den såkaldte accountability-dagsorden. Danmark, der sammen med flere ligesindede europæiske lande er medværter for denne event, har siden konfliktens start haft fokus på at sikre, at de ansvarlige kan stilles til ansvar for deres gerninger.
 
”Vi mener, at accountability-sporet er tæt forbundet med langsigtet fred og stabilitet. Derfor har vi fra dansk side støttet bl.a. IIIM, som i FN-regi arbejder for at efterforske og forberede bevismateriale til at retsforfølge de ansvarlige for overgrebene i Syrien,” siger Ulla Tørnæs.
 

 

For yderligere information kontakt:

Maria Westh
Presserådgiver

+4550778664
mawest@um.dk