Spring til indhold

Danske ambassadører på skolebænken på DTU

20.08.2019  06:01

Når ca. 80 danske ambassadører på onsdag den 21 august sætter sig til rette i undervisningslokalerne på Danmark Tekniske Universitet, DTU i Lyngby, er det for at blive klogere på de danske styrkepositioner på forsknings- og innovationsområdet og blive inspireret af danske iværksættere. Danmark ligger nemlig helt i top, når det kommer til at udvikle nye ideer og skabe ny viden. DTU er et teknisk eliteuniversitet med international rækkevidde, der ud over uddannelse, forskning og innovation også har fokus på samarbejde med myndigheder og virksomheder, og som de seneste år haft stor succes med at udklække iværksættere.

”Danmark ligger konsekvent i toppen, når globale rangeringer måler iværksætter- og innovationslande. Men den placering kommer ikke af sig selv. Vi har opbygget stærke forskningsmiljøer, gode rammevilkår og en åben tilgang til innovation. Det skaber et stærkt fundament for Danmarks evne til at spille en aktiv rolle i at løse verdenens udfordringer, og dermed bidrage til verdensmålene, som er en høj prioritet for S-regeringen”, siger Udenrigsminister Jeppe Kofod.

Besøget på DTU bringer ambassadørerne i direkte kontakt med forskere og iværksættere, der arbejder med alt fra konvertering og lagring af energi; anvendelse af big data og kunstig intelligens; og til hvordan lys kan anvendes i fremtidens kommunikationsteknologi. Dén indsigt i det innovative Danmark kan ambassadørerne tage med sig ud i verden, hvor de til dagligt arbejder med at fremme danske interesser og er i tæt kontakt med både myndigheder og virksomheder i udlandet. 
 
”DTU er et dansk universitet med et globalt udsyn og da forskning per natur er international, er det nærmest en selvfølge, at det samme gør sig gældende for den forskningsbaserede innovation, som foregår på DTU. Vi ser os selv som medspiller og bidragyder til at opfylde FN’s verdensmål og styrke Danmarks internationale relationer og position – bl.a. via vores partnere, ambassaderne og innovationscentrene rundt omkring i verden. Vi indgår i flere alliancer med nogle af verdens bedste tekniske universiteter - og deltager også i enkeltprojekter, hvoraf en del er blevet til i tæt samarbejde med Udenrigsministeriet. Det drejer sig bl.a. om vindprojekter i Mexico og Sydafrika, vand- og energiprojekter i Indien og fødevaresikkerhed i Saudi Arabien,” siger Rektor på DTU Anders Bjarklev

Besøget starter med velkomst hos DTU Skylab efterfulgt af keynote tale ved Lars Fruergaard Jørgensen, CEO Novo Nordisk, hvorefter ambassadørerne fordeler sig på fire forskellige institutter på DTU; Energi, Fotonik, Compute og Fødevareinstituttet. Efter besøget på DTU, er ambassadørerne inviteret til møde med erhvervsorganisationerne; Dansk Industri, Dansk Erhverv, Danske Rederier og Landbrug & Fødevarer.

Program:
9.00-9.30 Velkomst ved Rektor Anders O. Bjarklev

9.30-10.30 Keynote-tale ved Lars Fruergaard Jørgensen, CEO Novo Nordisk: Innovationens DNA i Novo Nordisk

10.45-11.45 Besøg på fire institutter:
DTU Energi og PowerlabDK
DTU Fotonik
DTU Compute
DTU Fødevarer

12.30-13.00 Præsentation af DTU Skylab ved Mikkel Sørensen, chef for DTU Skylab

16.15-19.00 Arrangement hos erhvervsorganisationerne
Landbrug og Fødevarer, Danske Rederier, Dansk Erhverv og Dansk Industri

Adresse DTU Skylab: Diplomvej, Bygning 373A, 2800 Lyngby

Presse:
Pressen er velkommen på både DTU og i Erhvervsorganisationerne.

Venligst kontakt journalist i Udenrigsministeriet, Anja Solvang, for tilmelding.
Kontakt: anjsol@um.dk eller mobil: 4186 5908